Historie

I det sene efterår 2016 opstod tankerne om at forsøge at arrangere en Open-Air koncert i Fårup mellem Randers og Hobro. Ja, ideen havde jo sikkert været der i længere tid, men i løbet af november fik tankerne for alvor luft under vingerne.

I Fårup Sønderbæk Idrætsforenings Støtteforenings bestyrelse blev emnet vendt på et møde, og det blev besluttet at stikke en finger i jorden hos samarbejdspartnere i området. Hvad er i den forbindelse mere nærliggende at spørge først end FSIs hovedbestyrelse. Her var man ikke afvisende overfor ideen, men kunne ikke afse resurser til opgaven. Derfor fortsatte søgningen efter en samarbejdspartner.

Denne partner dukkede op af den klare luft i slutningen af november, hvor Handest Kultur og Idræt meldte sig på banen. De ville da gerne være med til sådan et arrangement som kunne skabe sammenhold i nærområdet. Støtteforeningen blev indbudt til at fortælle om projektet på et møde arrangeret af Borgerforeningen for Fårup og Omegn. Her faldt tankerne i god jord, og ca. 20 hjælpere meldte sig på banen. Projektet kunne for alvor begynde.

Stor mødeaktivitet.
Der blev hurtigt nedsat en styregruppe, som begyndte at arbejde straks efter borgermødet. Der er jo en del som skal arrangeres for at få stablet en koncert på benene.

Noget af det første var at søge Randers Kommune om tilladelse til at bruge arealet ved skolen. Der skulle også vælges musik, og vi valgte at samarbejde med et bookingbureau i Randers.
Mange møder er blevet afholdt, og en mængde beslutninger er blevet vendt i luften.